spacer

Agersø

Et kvarters sejlads fra Stigsnæs på Sjællands sydvestkyst ligger Agersø og fylder 684 hektar, 7 km fra nord til syd og 3 km fra øst til vest. Agersøs højeste punkt ligger 12 meter over havoverfladen, og det meste af øen er opdyrket.

Natur

De smukkeste naturområder ligger ved Egholm på Agersøs nordspids og ved Omøsund i syd, hvor den lille Helleholm er fæstnet til Agersø. Øen og holmene er meget frugtbare, og mange timer kan tilbringes med at sætte navne på de sjældne og farvestrålende vækster.

Også fuglene er spændende. Moser, strande og strandenge er flittigt benyttede ynglepladser for en lang række strand- og vadefugle.

En smuk elme- og lindeallé er plantet ca. år 1750, og den leder fra havnen op til byen og det idylliske gadekær, som ligger i Agersø by. De smalle gader snor sig mellem små byhuse, forretninger, værksteder og større landbrugsejendomme.

Oplev

Kirken fra 1872 er sammen med den hollandske vindmølle fra 1892 absolut to ting, som bør opleves. Agersøs havn er charmerende med plads til færger, fiskerbåde og lystbåde. Den travle havneplads er et hyggeligt sted at opleve livet på Agersø.
 

Link til andre hjemmesider